På baggrund af det stigende antal udstedte patenter har det høj relevans at kunne vurdere, hvilken beskyttelse et patent giver patentets indehaver. Det gælder ikke kun de virksomheder, der har fået opfindelser beskyttet ved udstedelse af patent. Andre virksomheder, der vil undgå at krænke et patent, har lige så vital interesse i at kunne vurdere patentets beskyttelsesomfang. Der er således et betydeligt behov for at kunne vurdere, hvad der må anses for at ligge henholdsvis inden for og uden for et patent.
Desværre er spørgsmålet om patenters beskyttelsesomfang kun i beskedent omfang behandlet i dansk juridisk litteratur, og den vejledning, der trods alt er at finde i litteraturen, er kun af meget begrænset værdi. Bogens hovedformål er at opfylde det behov, der i mange år har været for en praktisk orienteret fremstilling af reglerne om patenters beskyttelsesomfang. Den indeholder en grundig redegørelse for den relevante retspraksis helt tilbage fra 1894 og en herpå baseret analyse af reglerne om beskyttelsesomfangets udmåling i dansk patentret. Den relevante nordiske litteratur omtales dels i forbindelse med redegørelserne for de enkelte domme og dels i forbindelse med den samlede analyse af regelsættet. Endvidere behandler bogen spørgsmålet om den betydning, som art. 69 i Den Europæiske Patentkonvention og den dertil knyttede fortolkningsprotokol bør tillægges i fremtidig dansk retspraksis.
Bogen er udgivet med støtte fra Dansk Forening for Industriens Patent- og Varmærkespecialister (DIP) og Patent- og Varemærkestyrelsen samt Patentagentforeningen.